Middelfart Brandvæsen fik først besked om brand ni minutter efter, alarmcentralen fik opkald

Middelfart: Heldigvis stod det hus på Solsortevej, som brød i brand i aftes, tomt.

For først 20 minutter efter en beboer på vejen havde kontaktet alarmcentralen, ankom den første brandbil fra stationen på Mandal Allé, fire kilometer fra brandstedet.

- Der er sket en fejl i forbindelse med, at vi blev kaldt herud. Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er sket, fortalte indsatsleder Lasse Sørensen, Middelfart Brandvæsen, da branden var slukket ved 20.30-tiden.

Årsagen til den langsommelige udrykning kunne Fyns Politi hjælpe med at kaste lys over.

Vagtchef Hans Frederiksen kunne fortælle, at alarmcentralen klokken 18.01 modtog et opkald om røg i et hus. En alarm, som straks blev sendt videre til politiet.

- Senere opdager vi, at alarmcentralen ikke har givet besked til brandvæsnet, men kun til os. Da tager vi kontakt til alarmcentralen for at få dem til også at sende en brandbil, fortalte Hans Frederiksen.

Så først klokken 18.10 blev Middelfart Brandvæsen alarmeret.

- Vi var fremme cirka 18.20. Da var huset overtændt. Flammerne stod ud af taget, fortalte Lasse Sørensen.

Huset på Solsortevej var under renovering og stod derfor tomt.

Årsagen til branden skal brandteknikere forsøge at finde i dag.

Fyens Stiftstidende: Alarmkoks kostede vigtige minutter under brand - fyens.dk - Middelfart