-
Ændret politik for brugernavne
Da vi for fem år siden tog det nuværende forumsystem i brug, gennemførte vi også en ændring i vores politik for brugernavne. Det blev således et krav, at man som brugernavn skulle angive sit rigtige navn. Vi er vist et af de eneste forummer på nettet med det krav, men vores opfattelse var - og er sådan set stadig - at det giver en bedre tone i debatten, når man debatterer med (og som) en "virkelig" person og ikke blot et anonymt brugernavn.
Imidlertid må vi også erkende, at den teknologiske udvikling har gjort vores politik uhensigtsmæssig. Det er i dag blevet rutine at google folk, og her kan det have uheldige konsekvenser, hvis man via Google kan finde indlæg, som f.eks. en jobsøger for mange år siden har skrevet i et forum som Beredskabsforum.dk - og hvor der er angivet nogle holdninger, som kan resultere i et afslag på ønskejobbet.
Derfor har vi besluttet at ændre vores politik for brugernavne med virkning fra 1. juli 2009. Vi anbefaler fortsat, at du som bruger anvender dit fulde navn som brugernavn - du vil simpelthen blive taget mere seriøst af andre brugere, hvis du står frem med dit navn. Hvis du ikke ønsker at stå frem med dit fulde navn, kan du dog forkorte enten fornavn eller efternavn. Hedder du "Jens Hansen", kan du altså også vælge "Jens H." eller "J. Hansen". Men dit brugernavn SKAL indeholde enten dit fornavn eller dit efternavn og må ikke indeholde andre betegnelser (f.eks. må brugernavnet ikke være "Firefighter Jan"). Er det ønskede brugernavn optaget, kan du tilføje by eller postnummer.
Som en følge af vores nye politik giver vi også eksisterende brugere mulighed for at vælge et nyt brugernavn. Hvis du ønsker et nyt brugernavn, skal du sende en besked via supportformularen mens du er logget ind, og her skal du angive, hvilket brugernavn du ønsker. Inden du sender meddelelsen, SKAL du selv tjekke, om det ønskede brugernavn er ledigt - det gør du via brugerlisten, som der er link til i Community-menuen. Når du får nyt brugernavn, vil alle dine gamle indlæg blive forsynet med dette brugernavn, ligesom du skal anvende det nye brugernavn ved login.
Brugernavne må fortsat ikke indeholde firma- eller produktnavne eller website-adresser.
Med venlig hilsen
Patrick Larsen
Beredskabsforum.dk
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Det virker lidt komisk de brugernavne som nogle af debattørerne herinde vælger og jeg synes at seriøsiteten går fløjten på den måde
-
Re: Ændret politik for brugernavne
 Oprindeligt skrevet af Michael g madsen
Det virker lidt komisk de brugernavne som nogle af debattørerne herinde vælger og jeg synes at seriøsiteten går fløjten på den måde
Tjae.. men jeg er en af dem, der har fået problemer pga. Google, så jeg hilser tiltaget velkomment. Desværre kan ældre indlæg med det oprindelige navn stadig findes via diverse søgemaskiner :-(
Venlig hilsen
Djengis
-
Re: Ændret politik for brugernavne
 Oprindeligt skrevet af Djengis
Tjae.. men jeg er en af dem, der har fået problemer pga. Google, så jeg hilser tiltaget velkomment. Desværre kan ældre indlæg med det oprindelige navn stadig findes via diverse søgemaskiner :-(
Venlig hilsen
Djengis
Ikke for at snage, men vil du uddybe?
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Nej! For indlæg kan jo stadig findes på Google, det er jo blot et spørgsmål om, at sætte et eller to nøgleord efter "Beredskabsforum"
Venlig hilsen
Torben
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Bevares, så fred være med det.
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Nuvel - vi almindelige brugere kan næppe ændre Beredskabsforums beslutning - så det er ikke målet med dette indlæg.
Men jeg synes da lige, at jeg vil give Michael G. Madsen medhold. Jeg er på ingen måde enig i den nye politik for brugernavne.
For år tilbage led dette forum under et temmelig lavt debatniveau, da mange havde svært ved at finde ud af, hvad god debatetik er for en størrelse. De tiltag, der har været gjort fra administratorernes side for at eliminere sådanne tråde og i det hele tage højne niveauet på forum har - synes jeg - absolut været en succes. Jeg mener niveauet er blevet hævet markant de senere år - en udvikling jeg hilser velkommen.
I det øjeblik man tillader anonyme brugere er der en latent risiko for, at niveauet desværre igen vil falde. Når man ikke længere behøver stå ved sine udtalelser, vil der sandsynligvis være nogle, som falder for fristelsen og trækker debatten ned i sølet igen.
Det er selvfølgelig surt, hvis nogle har oplevet problemer i helt andre sammenhænge på baggrund af indlæg på Beredskabsforum. Men i det øjeblik man vælger at sende indlæg eller på anden måde lægger data, der kan forbindes til ens person, ud på internettet, så må man også gøre sig klart, at det vil være offentligt tilgængeligt på godt og ondt. Det er nu engang spillereglerne på nettet, om man vil det eller ej.
Har man givet udtryk for sine personlige holdninger, må man også forvente, at nogle ønsker argumenter for disse holdninger. Det er min opfattelse, at sålænge man kan argumentere for sine synspunkter, så må der være respekt for dem. Man kan så være enig eller uenig, men den grundlæggende respekt bør være til stede, når argumentationen er på plads.
Når man blander sig i den offentlige debat er der altid en risiko for, at man får én over snuden.
M.v.h.
Jesper
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Som jeg gav udtryk for i det oprindelige indlæg, så er vores principielle holdning, at man får den bedste tone i debatten ved at kræve, at brugerne angiver deres rigtige navne. Det er langt lettere at skrive et useriøst indlæg, hvis man dels selv er anonym, dels angriber en anden person, der også er anonym.
Men efterhånden har Beredskabsforum.dk været på nettet i omkring 5 år, og dermed har vi rigtigt mange indlæg online. Samtidig er det blevet mere og mere almindeligt, at man googler folk i forbindelse med f.eks. jobsøgning. Og det er her det primære problem opstår. En person kan godt for 5 år siden have skrevet et indlæg, som vedkommende aldrig kunne drømme om at skrive i dag.
Jeg er principielt helt enig med Jesper: Har man skrevet et indlæg, så må man stå ved det. Også 5 år senere. Men vi står bare i en meget svær situation, når vi får historierne om brugere, der direkte eller indirekte har fået afslag på et job på grund af et indlæg her på Beredskabsforum.dk - eller som oplever andre problemer på grund af gamle indlæg. I den sitation, hvor et indlæg har så stor indvirkning på folks liv, er det meget svært bare at sige, at det skulle de altså have tænkt på, da de skrev indlægget for 5 år siden...
Det er også indgået i vores overvejelser, at vi er et af de eneste forummer på nettet, der har krævet anvendelse af rigtige navne som brugernavne, ligesom vi har vurderet, at vi uden en ændring af reglerne nok ville opleve, at folk bare anvendte falske navne i stedet (hvilket utvivlsomt også tidligere er sket i et vist omfang). Endelig har det gjort indtryk på os, at en ret stor del af de brugere, som har kontaktet os og fortalt, at de på grund af kravet om angivelse af navn er holdt om med at bruge forummet eller har ønsket at blive slettet som brugere, faktisk er blandt de mest seriøse af vores brugere - altså dem, som vi nødigst vil miste.
Med venlig hilsen
Patrick Larsen
Beredskabsforum.dk
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Så kunne man måske appelere til folk om at finde nogle mere seriøse synonymnavne , feks deres eget fornavn med et tal eller lign , synes at navne som ''Prinsesse Nougat'' er at gå for vidt , den slags finder man ikke på andre forumhjemmesider , og det virker som om at det er at misbruge det nye system
-
Re: Ændret politik for brugernavne
Hej Michael
Du skriver, at man på andre forummer ikke finder "kreative" brugernavne. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Så godt som alle forummer på nettet giver frit slag for valg af brugernavne, og "kreative" brugernavne er mere reglen end undtagelsen - se f.eks. på det største forum, Jubii Debat.
Men på baggrund af debatten her i tråden har vi valgt at køre et forsøg med en kompromisløsning: Som det både har været tidligere og er i dag vil vi anbefale, at man som brugernavn angiver sit fulde navn. Imidlertid tillader vi, som forsøg, at man kan forkorte fornavn eller efternavn. Hedder man Jens Hansen anbefaler vi altså, at brugernavnet bliver Jens Hansen, men man kan også vælge J. Hansen eller Jens H.
Med venlig hilsen
Patrick Larsen
Beredskabsforum.dk
Regler for indlæg
- Du kan ikke oprette nye tråde
- Du kan ikke skrive svar
- Du kan ikke vedhæfte filer
- Du kan ikke redigere dine indlæg
-
Forumregler
|
|


|
|
Eksterne bogmærker