Vi kan konstatere, at der i indlæg jævnligt bringes billeder, som tilsyneladende stammer fra andre hjemmesider. Derfor er der vist behov for en genopfriskning af de ophavsretlige regler:

Hvis man bringer et billede i et indlæg, hvadenten det er som en vedhæftet fil eller som et indlejret billede, skal man have tilladelse hertil fra fotografen. Det gælder uanset om billedet rent teknisk hentes fra fotografens egen hjemmeside og uanset om billedet er forsynet med kreditering af fotograf/hjemmeside.

Har man ikke fået den tilladelse, så er der tale om en ophavsretlig krænkelse. Det indebærer, at fotografen har mulighed for at kræve økonomisk kompensation, og retspraksis er, at der kan kræves omkring 1.000 kr. pr. billede. Er billedet offentliggjort på en måde, hvor det bliver set af mange læsere, kan beløbet stige. Det er vedkommende, der bringer billeder i et indlæg, som skal betale kompensationen.

Når vi får en henvendelse fra en fotograf om en ophavsretlig krænkelse, fjerner vi naturligvis straks billeder, der krænker ophavsretten. I nogle tilfælde tager vi som moderatorer også selv initiativ til at fjerne billeder, hvis vi får mistanke om, at der er tale om en ophavsretlig krænkelse - men det er kun i særlige situationer, for vi kan naturligvis ikke vide, om brugeren rent faktisk har fået tilladelse til at anvende billedet.

Selv om et billede er blevet fjernet, har fotografen stadig krav på kompensation for den periode, hvor billedet er blevet bragt.

Har man som bruger bragt billeder, der krænker ophavsretten, udløser det et gult kort pr. indlæg - det vil sige, at man i gentagelsestilfælde kan blive udelukket. I særligt grove tilfælde kan man blive udelukket med det samme.

Ønsker man at henvise til et billede, som man ikke har ophavsret til eller ikke har fået tilladelse til at bruge, så er løsningen, at man blot bringer et helt almindeligt link til den side, hvor billedet findes.